Til forsiden
 
Rektor Chr. Christensen holder tale ved en (uangiven) festlig lejlighed. 1940’erne.
Skolebygningen på Vodroffsvej var op gennem 70’erne for lille og utidssvarende. I 1978 lykkes det at få godkendt planerne om byggeri af ny skole på Troels-Lunds Vej.
Nye tider - dengang i 70’erne
 
Det var i begyndelsen af 70’erne. Fagene var de dengang traditionelle i gymnasiet; de spændte fra naturvidenskab til oldtidskundskab. Vi oplevede som elever en kontrast mellem indsigt og en bestræbelse på at bevare et autoritært miljø. Fra slutningen af 60’erne havde ændringer i samfundet også nået til Johannesskolen, men det var bestemt ikke alle, der var lige begejstrede for forandringer. Med inspiration fra de græske sagn kan jeg se os sidde i en trojansk hest. Vi var inde i en ”fæstning” som forsøgte at beskytte sig mod påvirkningerne udefra. Det var en uundgåelig proces, jeg havde fornøjelsen af at være med i. Oplysning er konservatismens største trussel, det lærte vi såmænd også om, og det var bl.a. en lærerig og spændende undervisning i fag som historie, der var med til at befordre ønsker om forandring.
 
Kort og godt, der var behov for at modernisere Johannesskolen i 70’erne, og i al beskedenhed var vi som elever medvirkende til, at processen kom i gang, men kræfterne, der lå bag, kan sammenlignes med en stor fjeder trukket op af en væsentlig hastighedsforskel mellem udviklingen indenfor og udenfor Johannesskolen.
 
Skolens noget konservative ledelse gav ikke kun anledning til udfordringer i forhold til os elever, men også til lærergruppen. Lærerne var delt i tre lejre: En lille gruppe, der hægede om de gamle dyder, og sikkert så egne fordele i dette. En anden gruppe var det tavse flertal, der havde et job og ikke ønskede at kompromittere sig i forhold til ledelsen. Og så var der også en lille gruppe, som savnede forandringer, men ikke havde reelle muligheder for at starte processerne.
 
Skolen havde et elevråd, som mere var af navn end af gavn, men det var der. Elevrådet, som jeg havde en plads i, fandt gennem DGS støtte til at modernisere omgangsformen på Johannesskolen. Det var hovedsageligt enkeltsager, vi kunne beskæftige os med, men vi opnåede at blive respekteret.
 
Ikke alt forløb gnidningsløst. Ved en enkelt lejlighed blev det ligefrem nødvendigt at bede DGS om at sende sin formand til et møde med rektor, der havde forsøgt at løse en konflikt mellem en lærer og en gruppe elever ved at bortvise et par udvalgte elever fra skolen. Der var nok lidt ønsketænkning med i beslutningen, for de bortviste havde ikke haft aktier i den aktuelle konflikt, og beslutningen måtte omgøres med et vist tab af autoritet. Det var et af de ryk, der samtidig gav både elever og lærere lidt mere plads. 
 
Hvad jeg selv havde meget svært ved at acceptere, var det religiøse, som blandt andet kom til udtryk ved en morgenbøn under den obligatoriske morgensang, som også bød på salmer for at understrege det kristne. Jeg holdt mig så vidt muligt væk fra morgensang, men det var bestemt ikke noget, de reaktionære kræfter billigede. Konflikten mellem religiøsitet og trosfrihed, herunder retten til ikke at have behov for religiøs tro medførte, at skolen måtte gøre morgensangen til et tilbud, man kunne sige nej tak til.
 
Til sidst en tanke tilbage til en tid, hvor en enkelt lærer endnu forlangte, at vi rejste os op, når han kom ind i klassen. Det var allerede blevet noget umoderne, da jeg selv og et par af mine klassekammerater ikke kunne se det hensigtsmæssige i dette. Vi rejste os ikke op, og det blev den ældre lærer så fortørnet over, at han ikke bare tabte fatningen, men også lysten til at fortsætte på skolen. Der kom nye lærerkræfter, og det var jo også en del af udviklingen på Johannesskolen.
 
Henrik Rosenberg
København den 14.5 2010