Til forsiden
 

1950-1960

 
I 1950erne skal skolens nye rektor, Chr. Ræbild, løfte arven fra sin populære forgænger. Han fortsætter den kristne linje med vægt på udvikling af åndelige værdier. Skoleafgifterne stiger for første gang siden 1918, og ”Johannesskolens Venner” bliver stiftet.

Skolens nye rektor, Chr. Ræbild, er ikke nogen revolutionær på Johannesskolen, men han er heller ikke uden vilje til forandring. Selvom (eller måske netop fordi?) hans forgænger Chr. Christensen havde sat sit massive, personlige præg på skolen gennem godt 38 år, beslutter den nye leder at lave om på enkelte dele af årsskriftet. Fx tager han ikke selv ordet med aftrykte foredrag eller andre formanende og opbyggelige ord om skole, ungdom, moral og Gud. Til gengæld lader han sit eget navn trykke på titelbladet: ”Meddelelser ved Chr. Ræbild”. Den nye rektor viser dog samtidig den gamle rektor så meget respekt, at han lader hans portræt trykke på en fornem højreside. Se billede af den tidligere rektor
Den nye rektor formidler og forsvarer kristen humanisme
Mest bemærkelsesværdigt ændrer den nye rektor på årsskriftets indledende tekst gennem mange år, nemlig Chr. Christensens faktuelle beskrivelse af skolens antal forberedelsesklasser, mellemskoleklasser og gymnasieklasser m.m. Denne tekst har siden udflytningen til Vodroffsvej også fortalt, at skolen har gode, velforsynede samlinger og en stor legeplads i solsiden, som giver gode betingelser for boldspil og friluftsøvelser. Og som en meget karakteristisk ting for Chr. Christensen, slutter teksten med en tak til forældrene og en bøn om at Gud vil vedkende sig skolen som et lille bed inden for den store vingård.
I Chr. Ræbilds version er alt om skolens samlinger, legeplads m.m. slettet, ligesom det lille bed i den store vingård er forsvundet. I stedet hedder det:
”Skolen er oprettet i 1910 af en forældrekreds som modtræk til tidens sækularingsbestræbelser; i efteråret 1915 omdannedes den til en selvejende institution, hvis øverste myndighed er et patronat.”
Efter dette komprimerede blik på skolens historie og baggrund, kommer et nyt opsigtsvækkende afsnit:
”Uden at tilsløre det mellem kristendommen og det almindelige kulturliv herskende modsætningsforhold søger skolen gennem sin indstilling og gennem undervisningen at forsvare og formidle en kristen humanisme og derigennem vække og udvikle sansen for åndelige værdier.”
Bønnen til gud om at vedkende sig det lille bed i den store vingård er altså nu erstattet af en vilje til at formidle og forsvare en kristen humanisme. Det er nye toner på Johannesskolen.
Sådan lærer man noget!
En af Johannesskolens nuværende lærere, Hanne Bærentzen, der selv var elev på Johannesskolen, husker tiden med rektor Chr. Ræbild, som ledede skolen i 17 år fra 1949 til 1966. Hun fortæller:
 
”Det var naturligvis dengang skolen lå på Vodroffsvej, og i de første mange år boede Ræbild med sin familie på skolen: Det var i en slags villa, som selve skolebygningen lå i tilknytning til. Der var også en have – og som tiden gik, blev både haven og efterhånden også først noget af rektorboligen og senere den hele inddraget i selve skolen som undervisningslokaler, lærerværelse og kontorer. 

Christian Ræbild var både cand.theol. og cand.mag., og udover sin undervisning fungerede han i mere end et halvt århundrede som censor ved universiteterne. Han var på Johannesskolen udover at være rektor også en højtelsket lærer, ikke mindst i græsk for de klassisk-sproglige elever. Jeg havde ham selv – og ud over, at vi kom rigtigt godt rundt i den græske litteratur, var timerne noget af det rareste, venligste og morsomste at tænke tilbage på – sådan lærer man noget! En hel del af timerne fandt for øvrigt sted i familien Ræbilds tidligere værelser (ikke stuer!), for der var jo ikke særligt mange klassisk-sproglige elever og nogle af 'værelserne' var ærligt talt på størrelse med et middelstort walk-in closet.

Tiderne var meget anderledes dengang, og det var egentlig ikke indlysende at sætte eleverne i centrum – der var jo mange andre hensyn at tage til fx tidens normer og standarder. Men dem var Ræbild ikke bange for at sætte sig udover, hvis disse hensyn var i modstrid med omsorgen for en elevs vitale interesser.”
 
”Johannesskolens venner”: Flidspræmier, FM-modtager og lysbilledapparat
Fra en anonym velgører modtager Johannesskolen i 1950 en obligation på 2.000 kr. samt et kontant beløb til bogpræmier. Skolens bestyrelse – patronatet – beslutter at bruge gaven som grundstamme i et fond, der skal afholde de udgifter, som ikke kan tages direkte ud af skolens almindelige budgetter, fx:
 
”tilskud til lejrskoler for mindrebemidlede elever, opmuntringspræmier, flidspræmier og sportspræmier.”
 
I de kommende to årsberetninger trykkes fondens vedtægter, og i 1953 læser vi for første gang om fondens arbejde: ”Johannesskolens venner” håber at se alle skolens forældre som medlemmer, kontingentet kan det enkelte medlem selv bestemme – man yder altså efter evne. Samtlige midler tilfalder fonden, der arbejder i skolens og elevernes interesse, fx med udsmykning af skolen, hedder det. Og så anføres de første anskaffelser, som venneforeningen står bag:
”En wire-recorder, FM-modtager, lysbilledapparat, klassesæt af skolebøger, raderinger mm.”
Senere anskaffer foreningen:
Et filmforevisningsapparat med forstærkeranlæg og højttaler, lysbilleder til undervisningen i naturhistorie, geografi, historie og oldtidskundskab og et periskop.
1951: Skoleafgiften stiger
Med Chr. Ræbilds tiltræden som rektor i 1949, er tiden også inde til at gennemgå Johannesskolens administration og økonomi med friske øjne, og han får straks øje på forældrebetalingen. I årsskriftet for 1950 står der (og vi bemærker at Chr. Ræbild retter sig efter undervisningsminister Hartvig Frischs Retskrivningsreform af 1. april 1948, som syntes at være gået hen over hovedet på den gamle rektor):
 
”De hidtil gældende satser blev fastsat i 1918 og er ikke siden blevet ændret. En mindre forhøjelse er nu nødvendig af hensyn til skolens økonomi, og der vil herom tilgå hjemmene nærmere underretning. Skoleafgiften vil fremtidig blive opkrævet i 10 årlige rater, således at der ikke opkræves afgift i juli og august. Endvidere vil afgiften fremtidig kunne indbetales på postgiro.”
I 1951 opføres prisen for at gå i Johannesskolen på denne måde:
Første forberedelsesklasse: 1. barn: 24 kr., 2. barn: 20 kr., 3. barn: 16 kr. Herefter stiger priserne op til realen og gymnasiet, hvor priserne er 32 kr., 27 kr. og 23 kr. for hhv. første, andet og tredje barn.
De årlige brændselspenge stiger også
Brændselspengene – som har været betalt siden skolens begyndelse i 1910, hvor de udgjorde 2 kr. i november og 2 kr. igen i februar. – er nu 10 kr. årligt for ældste barn og 6 kr. for hvert af de følgende, men allerede året efter får priserne et hak opad. I anledning af stigningen i lærerlønningerne – lærerne har åbenbart fået en ny og forbedret overenskomst – stiger skoleafgiften. Fx koster første barn i første forberedelsesklasse nu ikke længere 24 kr., men 28 kr. om måneden, og brændselsafgiften for det første barn hæves fra 10 kr. til hele 24 kr. årligt.
 
Med udgangen af 50’erne er prisen for det første barn hævet til 37 kr., mens brændselspengene nu udgør 28 kr. Se afsnit om skoleafgiften fra årsskriftet 1958
 
Johannesskolens 1. rektor, Chr. Christensen (øverst t.v.), medvirker i 1956 i et radioprogram på DR, hvor han bl.a. udtaler sig om korporlig afstraffelse af børn. Klik på pilen og hør et klip.


Johannesskolens rektor og lærer Chr. Ræbild sidder på forreste række (midt for, med butterfly) sammen med lærerkollegiet. 1950'erne