Til forsiden
 

1940-1950

 
Besættelsesårene præger livet på Johannesskolen. Rektor opfordrer eleverne til forsigtighed og tålmodighed. Trods omringning og Gestapo-razzia kommer skolen gennem krigen uden tab. I 1949 går den gamle rektor af efter 39 år og efterfølges af Chr. Ræbild.

Det er en svær tid for ungdommen, mener rektor Chr. Christensen – men han tænker vist ikke på besættelsen af Danmark. I det første årsskrift i tiåret, der begyndte med 1940 – og dermed med tyskernes besættelse – ignorerer Johannesskolens rektor de storpolitiske begivenheder i Europa. Forrest i sit årsskrift bringer han derimod et foredrag, han har holdt ved Lunds stifts kirkelige ungdomsforbunds ledermøde under titlen ”Den unges Vanskeligheder i Overgangsalderen”. Foredraget er et interessant vidnesbyrd om hans evne til at formulere sig:
”Hvor er de overraskende i Overgangsalderen, disse ubestemmelige lange Drenge! Alt er i Ulave paa dem: Armene er for lange, Kroppen for spinkel, Ryggen krum, Ansigtet ofte plettet af Knopper og Filipenser, Øjnene svømmende, Udtrykket slapt, Benene dinglende og Gangen usikker; og hele Opførselen er ganske tilsvarende; næppe to er dog ens, men hver især noget for sig. Lad os engang betragte en tilfældig Samling af dem!
Den første er i Halløjhjørnet; alt skal være saa larmende og højrøstet som muligt; han taler støjende, gaar støjende, bevæger sig støjende og føler aabenbart en inderlig Tilfredsstillelse derved. Den næste er inderlig lad, oprigtig i sin Erkendelse deraf, men ganske ude af Stand til at bekæmpe sin Ladhed trods gode Løfter og Forsætter. Den næste igen lyner af Intelligens, men er for Tiden stædig som en Ulykke, flittig, naar det passer ham, efterladende endnu oftere og fyldt med inderlig Despekt over for alt og alle…”

Besættelsens indvirkning på hverdagslivet
I årsskriftet for 1941-42, bringer rektor anden del af foredraget fra Lund, og først i 1942-43 begynder han at forholde sig til situationen i Danmark. Hans indledende tekst handler denne gang om ”Skolevanskeligheder i Øjeblikket”, og først hæfter han sig ved de ydre problemer: ”Priserne stiger fra Dag til dag; det er svært med enhver Form for Rengøring, da alle nødvendige Artikler enten er ubrugelige eller slet ikke til at skaffe; det samme gælder til Tider Brændsel…”
Rektor skriver om overfyldte sporvogne, der gør det svært for lærere og elever at nå frem i tide, om problemer med mad og tøj osv., og han erkender at vanskelighederne og ”Krigstidens Indskrænkninger” er stærkt hæmmende for skolens arbejde. Se dokumentet ”Beskikkelse som Husvagt” på Johannesskolen”
De ældste elevers trang til at ”gøre noget”
Besættelsesdagen den 9. april 1940 virker lammende og chokerende på de ældste elever, skriver Chr. Christensen, der har bemærket, at de unge mennesker har en stærk trang til ”at gøre noget”. Men den ubeherskede iver og virketrang fører nemt til ubetænksomhed og voldsomhed, og det er derfor nødvendigt at både skole og hjem kan formane om forsigtighed: ”I Stilhed og Tro skal Eders Styrke være.”
Rektor mener, at tålmodighed og overbærenhed er vejen frem i en kritisk tid, og han er overbevist om, at de unges ”Besættelse” er tidsbegrænset. Og så advarer han imod, at de unge adspreder sig gennem værdiløs forlystelsestrang, og han slår hårdt ned på det smagløse ”Kraftkarlesprog”, som alle voksne bør modvirke ved at føre et smukt sprog og anholde de sproglige uhyrligheder, som de unge slynger om sig med.
De flinkeste elever blandt studenterne har modtaget en bogpræmie fra Selskabet af 1916, der arbejder for udbredelsen af gensidig kendskab til dansk og tysk kultur.
Tyskvenlig klassekammerat får rød mønje i hovedet
Men selvom besættelsen ikke fylder i de officielle årsberetninger, satte den naturligvis sit præg på hverdagen på skolen. I Johannesskolens jubilæumsskrift ved skolens 75 årsdag i 1985 fortæller Inge Gerdes om en oplevelse fra 1944:
”Vi havde en klassekammerat, hvis bror var medlem af Frikorps Danmark, selv var han i Schallburgkorpset, og da han agiterede lidt rigeligt i skolen, fandt en gruppe frihedskæmpere, at han skulle afklapses. De mødte maskerede i klasselokalet i en matematiktime, holdt vores lærer, frk. M. Svendsen op med en pistol og klippede alt håret af vores tyskvenlige klassekammerat, malede ham rød med mønje i hele hovedet – og forlod klassen under klapsalver.”
Inge Gerdes skriver videre:
”I slutningen af 1944 begyndte det at knibe med lokaler for værnemagten, og et par ”høje” tyske officerer troppede op på rektors kontor for at rekvirere skolen til kaserne. De blev med stor myndighed sat på plads af rektor Christensen, der bemærkede, at tyskerne jo sov i halm, og da skolen fyrede i kakkelovne, var dette ikke det rette sted for dem. Vi slap for tyskerne på skolen, men de indlogerede sig på Sct. Jørgens Gymnasium, og vi to skoler måtte så deles om Johannesskolen i denne periode. I begyndelsen af 1945 blev skolen meget dramatisk omringet af Gestapo og Schallbrugmænd.
Nogle uopmærksomme elever, som sad og så ud af vinduet i stedet for at bøje franske verber – ja, måske var det mig – så disse herrer komme snigende og fik råbt op. Nogle elever i klassen, som arbejdede med illegale blade, fik disse stoppet i kakkelovnen, en enkelt revolver røg vist også med ind (heldigvis var der ikke fyret), så meget blev der ikke fundet.
Øjenvidner til bombningen af Shell-huset
Mistanken faldt dog på rektors søn, Viggo, skolens pedel og et par andre af eleverne, som blev taget med til Vestre Fængsel. Heldigvis skete der dem ikke noget alvorligt, men de var halvdøde af sult, da de slap ud. Bombningen af Shell-huset fik vi også set fra første parket, idet vores klasse befandt sig i skolens fysiklokale, der lå i tagetagen – faktisk så vi bomberne falde ud af flyene.”
Gestapo-razzia sender elever i fængsel
Rektors søn Viggo, senere landsretssagfører og skolens bestyrelsesformand gennem næsten 40 år, fortalte selv om Johannesskolen under 2. Verdenskrig i et erindringskapitel i skolens 75-års jubilæumsskrift: 
 
”Loven krævede et fabriksluftværn indført og leder heraf udpeget. Fælden klappede om min person, således at jeg blev sendt på kursus med samtlige Storkøbenhavnske skoleledere og rektorer, nemlig på Vestre Borgerdyd. Jeg boede på det tidspunkt på skolen, og da rektor (Viggos far, Chr. Christensen, red.) på grund af alder ikke kunne pålægges et sådant borgerligt ombud, var der ingen vej udenom. At dette luftværn lige så stille indgik i frihedsbevægelsen, skal da ikke forbigås i tavshed, og at en kæmpe gestappo-razzia på skolen sendte flere elever og lærerhustruer i fængsel, skal også mindes. Ligeledes bør den 4. maj 1945, hvor skolen var kaserne om natten for flere politistationer med uddeling af morgenhavregrød til 450 betjente, også nævnes.”
Skolen er en rodebutik
Paul Hansen er her i 2010 lige så gammel som Johannesskolen. Han var elev i skolens første år og lærer i historie og oldtidskundskab i en årrække, bl.a. i begyndelsen af 2. Verdenskrig. Han fortæller:
”Skolen var lidt af en rodebutik, men lærerkollegiet havde det godt sammen. Der var stadig flertal af kvindelige lærere. Skoleafdelingerne havde fælles lærerværelse. Lærerlønnen lå vist stadig under det normale i den offentlige skole,” siger han.
Besættelsen sætter sine tydelige spor på skolen, og Paul Hansen husker:
”Kælderen under den gamle kunstnervilla blev omdannet til en form for beskyttelsesrum, som man skulle søge ned i, når luftalarmen lød. Shell-huset lå jo lige på den anden side af søen, så så snart der var noget der, havde vi luftalarm, og så søgte vi ned i kælderen. Det var ikke særlig morsomt. De små græd meget. Jeg trøstede, så godt jeg kunne, og sagde, at det slet ikke var her, de kastede bomber. Desværre var det sådan, at én af dem jeg fortalte, at bomberne faldt langt væk, boede på Søndre Boulevard, der var mål for bombardementet.”
Underlige ting i rektors sofa
Under krigen forsøger lærerne at opretholde en normal hverdag med undervisning, men tidligere lærer Paul Hansen erfarer også, at det ikke er hverdag på rektors kontor:
 
”Rektor Christensen havde en hel masse underlige ting i sin sofa, i hvert tilfælde papirer, der ikke skulle nogen steder hen. Han gemte jo meget nede i sin sofa. Den rummede mange smutkroge, som man ikke straks kunne se. Det var en spændende tid, men ikke helt hyggeligt. Så længe man ikke vidste for meget, så kunne det endda gå.”
Paul Hansen husker, at hverdagen handler om undervisning, ikke politik, selvom besættelsen sætter sit præg på skolen:
”Det var kedeligt i den tid, hvor alt lys var slukket, og jeg havde undervist om aftenen og skulle hjem. Når jeg kom ud i skolegården, var jeg næsten blind. Jeg måtte så vente lidt, indtil jeg kunne se omridsene. Spadsereturen hjem var lidt uhyggelig, idet jeg passerede en kro ved Bülowsvej, hvor tyskerne sad. Det gjaldt om at komme forbi uden at vække opsigt.”
”Danmark frit”
Den tyske besættelse af Danmark fremgår også af skolens årsberetninger før i befrielsesåret 1944-45, hvor skriftet åbner med en tekst under overskriften ”Danmark frit!”, skrevet af signaturen V.N. – mellemskolelærer Valdemar Neumann.
Rektor Chr. Christensen bidrager til årsskriftet med endnu et foredrag, denne gang om ”Det rette Lærersind”, og først ved skolens 40 års jubilæum i 1951, taler den ny-pensionrede rektor om skolen under besættelsen:
”Det var ogsaa en Guds Naade, at Skolen kom 2. Verdenskrig igennem uden de store Katastrofer. Vi fik ingen Bomber ned over os. Vi slap for Beslaglæggelser og kunde endog hjælpe andre Skoler med Lokaler. Vi fik som ved et Under ingen af vore Elever skudt af Tyskerne, endskønt mange var Frihedskæmpere og adskillige maatte ”gaa under Jorden”; vi oplevede Omringning, Overfald og Razzia med tilhørende Bortførelse af Enkeltpersoner; men de kom Gud ske Lov ved Kapitulationen nogenlunde uskadte tilbage. Alt dette vil vi sige Gud Tak for paa denne Dag, fordi det alt sammen blev givet af hans ufortjente og uforskyldte Naade.”
 
Den gamle rektor, Chr. Christensen går af efter 38 år
Efter at have stået i spidsen for Johannesskolen siden 1911 når rektor Chr. Christensen frem til sin sidste arbejdsdag den 1. december 1949. Og tro mod hans stil og ånd, er der prægtige takketaler fra medarbejdere, forældre, kirkefolk og venner af skolen.
 
I sine erindringer ”Et skoleeventyr” viser Chr. Christensen sig fra sin mest karakteristiske side ved at citere, hvad han sagde i sin egen tale ved sin afgangsfest:
 
”Hjertelig Tak til alle uden Undtagelse, først til Gud, dernæst til hver og en blandt de tilstedeværende. Ved min 70 Aars Fødselsdag for halvandet Aar siden skrev en trofast Elev til mig: ’Exegisti monumentum aere perennius, Du har rejst et Mindesmærke, der er varigere end en Broncestatue.’ Noget lignende er antydet her i Aften. Jeg finder derfor Anledning til at protestere og sige: Det er Gud, der har gjort det; jeg er kun den ringeste af hans Tjenere.”
Ved den formelle rektorindsættelse på lærerværelset den 2. december 1949, siger Chr. Christensen, at det er som et dolkestik i hjertet at skulle afskaffe sig selv fra det sted, som han elsker højst af alle på jorden, ja måske højere end sit dyrebare barndomshjem. Men han forsikrer, at han fra sit hjem vil være med Johannesskolen i tanker og forbøn ved morgensang og morgenbøn.
Chr. Christensen er kristen, national og konservativ – men også fremsynet med holdninger, der i samtiden er moderne: Han går ind for, at skolen blander drenge og piger, han ønsker lørdag som halv fridag for eleverne, og han mener ikke, at hjemmenes økonomiske problemer skal forhindre børn i at gå på Johannesskolen.
Rektors søn og datter fortsætter på skole
Den gamle rektor er en altafgørende person for Johannesskolen gennem næsten fire årtier. Herefter bliver hans tanker og ideer ført videre ved hans søn Viggos mangeårige funktion som bestyrelsesformand – og med datteren Christa som skolens navnkundige ”viceinspektrice”. Først da Viggo og Christa går på pension, kan skolen for alvor præges af ny ledelse og personale.

Som ny rektor efter Chr. Christensen tiltræder lektor fra Frederiksborg Statsskole, Chr. Ræbild. Han bliver på posten frem til 1966.
Rektor Chr. Christensen holder tale ved en festlig lejlighed. 1940'erne


En mellemskoleklasse fotograferet foran skolens indgang sammen med rektor Chr. Christensen. September 1947