Til forsiden
 

1920-1930

 
I 1920erne præger rektor Chr. Christensen Johannesskolen med sin skolevision, som han kalder Den hjemlige skole. I 1922 bliver Johannesskolen officielt anerkendt som gymnasium.
Et kristent og nationalt projekt: 

Den hjemlige skole
Selvom Johannesskolen har brudt med Indre Mission i 1918, er det kristne stadig i centrum, hånd i hånd med det nationale. I rektor Chr. Christensens regnskab bliver Gud + Fædreland = Den hjemlige Skole. I sine erindringer skriver han:
”Den hjemlige Skole er først en Modsætning til alt udenlandsk Væsen, som ikke har Rod eller Eksistensbetingelser hos os. Indtil denne Dag har vi tumlet saa uendelig meget med fremmede og indførte Metoder og Idealer, at vi næsten har overset, at vi i vort eget Land har haft Skolemænd og fostret Skoletanker, der har Førsteretten til at komme i Betragtning, før vi giver os til at opdrage og undervise vores Børn og unge efter udenlandsk Mønster.”
Se billeder fra Johannesskolen 1920-30

En skole med ”hjemmets gode atmosfære”
Chr. Christensen ironiserer over, at den klassisk-hedenske skole – altså den form for skole som Johannessskolen er i opposition til – har givet eleverne mere viden om græske og romerske guder end om den kristne religion og dens stifter. Han begræder desuden, at eleverne har læst mere græsk og latinsk litteratur end dansk.
I Chr. Christensen skolevision – den hjemlige skole – er skolen et anneks til hjemmet, og som hjemmet er skolen drevet af en levende idé og en fast styrende hånd, der bekender sig til det livssyn, der er nationens fælleseje. Chr. Christensen vil skabe en skole fyldt af hjemmets gode atmosfære, et velsignet sted, der ruster de unge til livskampen for det gode og mod den onde.
Det bør dog lige bemærkes, at den erfarne skolemand vender sig skarpt mod enhver, der mener, at det ikke er sundt for børnene at blive straffet – men han understreger, at irettesættelser altid skal ske med selvbeherskelse og kærlighed, så barnet ikke opfatter det som hævn eller sadisme!
Kristendomsundervisningen spiller naturligvis en stor rolle på skolen, men ikke kun i de timer, der er helliget faget. Rektor lægger vægt på den indirekte kristendomsundervisning, hvor man finder anledning til at tale om de store livsspørgsmål i forbindelse med historiske og litterære tekster. Og så anerkender han behovet for almen religionsundervisning (og dog!):
”Eleverne bør selvsagt ogsaa orienteres i vor danske Folkekirke og i almindelig Religionshistorie. Af det sidste skal man nu ikke vente sig for meget. Det er fattigt, hvad den Kristne kan lære af Østens Religioner; det meste er vel Glæden over, at vi ikke skal nøjes med Taagetale og enkelte Sandhedsglimt, efter at vor Herre og Frelser har forkyndt os den fulde klare Sandhed; men mon ikke Eleverne har godt af selv at konstatere den enorme Forskel, der er f.Eks. mellem Muhamedanernes ”hellige” bog, Koranen, og vort nye Testamente? Der skal ikke læses ret mange Sider af den første, før det gaar op for Læseren, at der er himmelvid Afstand mellem de to Bøger. Hvis denne Iagttagelse kunde gøre vore større Elever til interesserede og trofaste Bibellæsere, har de faaet et Udbytte af Religionsundervisningen, der har Betydning for hele deres Liv.” (fra Chr. Christensens erindringer) 
1922: Johannesskolens første studenter
Blandt de mange udfordringer for den stadig unge skole, er den manglende ret til at afholde studentereksamen. Johannesskolen er endnu ikke et anerkendt gymnasium. Skolens dimittender skal derfor hvert år aflægge eksamen for en kommission, og eleverne har vanskeligere vilkår end elever på de anerkendte gymnasier: Johannesskolens elever skal eksamineres af fremmede lærere i et større pensum.
Det er ikke mindst et personligt modsætningsforhold mellem undervisningsinspektør Bertelsen og Johannesskolens leder Chr. Christensen, der gør det vanskeligt for skolen at blive anerkendt som dimissionssted for studenter – sådan fremstår det i hvert fald i Chr. Christensen egne erindringer. Her fremgår det, at regeringen må gribe ind, før Johannesskolen endelig får lov til at føre de nysproglige og matematisk-naturvidenskabelige studenter til eksamen. Den 7. januar 1922 er den mærkedag, hvor Johannesskolen får den vigtige dimissionsret.
”Af skolens dagbog”: Om skolens daglige Arbejde og specielle begivenheder
I Johannesskolens årsskrift for skoleåret 1921 skriver rektor Chr. Christensen for første gang under overskriften Af Skolens Dagbog om årets begivenheder. Artiklen begynder på denne måde:
”Skolens daglige Arbejde, der jo altid er og bliver det centrale, har paa forskellig Maade været suppleret med Foredrag, Møder, Udflugter, Museumsbesøg, o.s.v. Desuden har Eleverne holdt deres Foreningsmøder, dels i Gymnasieforeningen og dels i Elevforeningen for Mellemskolen. Den første har nærmest en kammeratlig og underholdende Karakter, medens den sidste, der har Viceinspektøren til Ordstyrer, har søgt at virke oplysende, opvækkende og moralsk afstivende, især gennem det gode Eksempel og ’indbyrdes Justits’.”
Med en enkelt justering holder Chr. Christensen nøjagtig den samme indledning år efter år efter år, helt frem til det sidste årsskrift, han har ansvar for, inden sin afgang i 1949.
Efter dagbogens indledning, ridser rektor årets begivenheder op – først mindeord hvis der er døde blandt skolens elever. Derefter korte ord om alt fra besøg af kirkefolk og skolefolk fra udlandet, skolekomedier, ildebrandsøvelser, litterære aftener, rejser, lejrture. Og ikke mindst oplevelser for skolens helt eget friske, raske, spejderkorps, Væringerne (under K.F.U.M. Spejderne, 2. Kbhvn.s Division), ”der marcherer gennem regn og torden med smil på læben”.
En gammel Johannit tænker tilbage
I 1931 bliver Jytte Sølver Schou student fra Johannesskolen. I 1985 bidrager hun til en bog, ”Frøken – en bog om lærerinder”, som indeholder en lang række erindringskapitler om kvindelige lærere fra skoler over hele landet fra 1800-tallet og frem.
 
Jytte Sølver Schou, der i mellemtiden er blevet til Jytte Stevens, tænker tilbage på lektor Gunborg Christoffersen – kaldet Stoffer, som førte Jytte og hendes klassekammerater, der bl.a. talte den senere sceneinstruktør og forfatter Sam Besekow og radiomanden Svend Petersen, frem til studentereksamen. Hun skriver bl.a.:
”Dine timer var oaser i et skoleforløb, der ellers nok kunne være noget broget og ikke alt for gennemsyret af ånd. Du kom til en skole, som ikke var præget af store personligheder. Der var måske nok andre dygtige folk, men de forstod ikke at formidle deres stof, så det fængede, og flere af dem var unge og røg hurtigt ud igen. Med andre ord, du fandt ingen jævnbyrdige kolleger, stod nok ret isoleret (…) Ja, jeg må slutte denne min lange bekendelse til dig, denne min hyldest, min minderune. Til dig, du, eneren blandt så mange traditionelle, du, som ragede så langt op over de andre. Du betød ikke blot noget for os, du betød også noget for skolen. Du tegnede simpelt hen skolen, du gav os dens fysiognomi. Taler man med fordums elever, er det første, de nævner: Stoffer. Mindet om dig lever. Du må tilgive en gammel Johannit, at hun er gået så nær på dig – det skyldes ærefrygt. Til sidst kun det lille ord: Tak, Stoffer!”
Lektor, frøken Gunborg Christoffersen dør efter lang tids smertefuld sygdom i 1957, og fhv. rektor Chr. Christensen skriver varme mindeord om hende i årsskriftet.
Du kan læse hele kapitlet om Gunborg Christoffersen i ”Frøken – en bog om lærerinder”, Gads Forlag, 1985.
 En students tale om de store følelser

Da Jytte Stevens – eller rettere Jytte Sølver Schou – bliver student i 1931, bliver hun udvalgt til at tale på studenternes vegne ved dimissionsfesten. Hendes datter sender i 1997 efter morens død talens originale manuskript til Johannesskolen.
 
Heri taler den unge student om de store følelser: om tomhedsfølelsen ved at skulle forlade skolen, selvom friheden var ventet med længsel. Om vemod ved at skulle sige farvel. Og om den spænding, der hører sig ungdommen til, når man står over for det ukendte. Det er, siger den nyudklækkede student, noget som Johanitterne vil møde med strålende smil og sang på læben.
 
Jyttes studentertale indeholder også en helt speciel tak til Frk. C., altså frk. Christoffersen, alias Stoffer. Jytte takker Stoffer for en ”personlighedsindsats og for at lære eleverne at holde af hinanden og kammeratskabets glæder.” Stoffer havde, siger Jytte, en særlig evne til at være med eleverne, støtte dem og trøste dem.

Se Jyttes håndskrevne tale til sine studenterkammerater
 og se, hvordan studentertaler har udviklet sig på Johannesskolen, ved at læse elevernes studentertale fra 2010.
 
Johannesskolen med barak med fire klasselokaler. Vodroffsvej. Ca. 1921


Johannesskolens lærerkollegie anno 1925. Rektor Chr. Christensen står forrest i midten.