Til forsiden
 

1910-1920

 
Terperi, spanskrør og endda varetægtsfængsling er en realitet i 10’ernes pædagogik. Men tiderne er så småt ved at ændre sig.
 
Drenge i skolefængsel
En kioskbasker, der forarger på Social-Demokratens forside i 1913 handler om den 12-årige Edvard, der kommer til at sidde i varetægtsarrest på en skole på Frederiksberg: Han har skulket i tre dage, fordi han er bange for konsekvenserne af, at han er kommet til at ødelægge bindet på sin geografibog.
 
Skoleinspektøren idømmer ham den straf at blive indespærret på et aflåst loftsværelse i flere dage. En slags skolefængsel, der er blevet brugt i mange år over for fortrinsvist socialt belastede børn – det er næsten altid drenge fra arbejderhjem, der får denne specielle form for ”hjælp”. Skolefængslerne bliver efterhånden nedlagt, og i Københavns Kommune har man i stedet indrettet et internat for de skulkende drenge på Vester Fælledvej.
 
Pigerne protesterer mod mangelfuldt skoletilbud
Pigernes vej ind i uddannelsessystemet er stadig noget langsom, og der er i 1917 stadig to gymnasier i Danmark, som slet ikke optager piger. En utilfreds 14-årig pige skriver til et blad…

”Som Skolepige vil jeg henlede Opmærksomheden paa den Uretfærdighed, der er imod nogenlunde kvikke og velbegavede pigebørn, at der ingen Metropolitanskole er for dem. Hvorfor skal de, lige fra de er smaa, lære, at Mændene altid har lettest ved at komme frem her i verden?”
Uddannelse mod betaling
For de lidt ældre piger oprettes der i 1918 det første offentlige seminarium for kvinder. Ellers har kvinder siden 1884 måttet betale for at uddanne sig til lærerinder på private seminarier, som har været temmelig dyre.
 
Engelskundervisning i 4.m på Johannesskolen ca. 1918